Præstens ledere til kirkeblade

Præstetanker september 2018

I medgang og modgang 
Hver dag handler om mod: livsmod, gå-på-mod, kampmod.
Det kræver mod at stå ud af sin seng hver morgen, for vi ved ikke, hvad der venter os.
Det kræver mod at gå ud ad sin dør, for vi ved ikke, hvad der møder os. Eller hvem, der møder os.
Det kræver mod at gå i kirke, for vi ved ikke, hvad de andre tænker om os.
Det kræver mod at åbne munden for at tale eller synge, for vi ved ikke, om de andre synes, at vi hellere skulle have holdt mund.
Det kræver mod at starte virksomhed. Det kræver mod og tålmod at være landmand, satse på, at det nok skal gå. – I medgang og modgang.
Jesus havde det – modet.
Så han gik til kamp - mod dødbideriet, mod svigt og fejhed, mod ligegyldigheden, mod frygten. For at give mennesker mod.
Og det kom ham dyrt at stå.

Jeg læste et interview i en lokalavis – eller rettere en samtale mellem en præst og en fast kirkegænger. De findes jo heldigvis stadig – Gud ske lov – for ellers måtte vi jo lukke og slukke. For kirken er bygget af levende sten.
Det særlige ved denne kirkegænger var, at han var kandidat for en¬hedslisten til kommunalvalget. Og det er vist ikke kun en fordom at hævde, at det ikke er dette partis medlemmer, der i al almindelighed fylder mest på kirkebænkene.
Men ham her gør, og hans venner og partifæller siger, at det er godt nok langt ude.
Når gudstjenesten begynder, er han klar til at blive talt til: ”Jeg oplever, at der bliver talt til mig personligt, og jeg bliver løftet og får perspektiv på mine egne personlige problemer. Bekymringerne letter, og jeg kan trække vejret lidt friere.
Det kan godt være man siger, ar religion er opium for folket, for mig er det også et los bagi til at leve et ordentligt liv.”

Tænk, hvis manden har ret, at der virkelig er noget at komme efter ved gudstjenesten. Noget, som ikke bare bliver i kirkerummet, når gudstjenesten er forbi, men noget, som vi kan tage med os ud i hver vores hverdag. Noget som gir os mod til hver dag at se livet i øjnene og tage livtag med der. Noget som gir os syn og sans for proportioner og blik for hinanden. For, som han også siger: ”Det er jo utroligt, hvad kærlighed kan forandre.”
Vores liv er som en rejse fra Jerusalem til Jeriko. Fra vugge til grav. Undervejs er der farer og risici.
Vi rejser med livsmod og gå-på-mod, men sommetider svigter modet.
Undervejs møder vi megen godhed. Men vi møder også præster og levitter, som går forbi uden at løfte en finger. Og det kunne også være dig eller mig.

Men vi er ikke alene på rejsen. Aldrig nogensinde. Hverken på vejen eller i grøften. Vi bliver båret af de ord, vi hørte, da rejsen begyndte. ”Se, jeg er med dig alle dage indtil verdens ende.”
Derfor kan vi håbe og tro:

- at vi kan gemme vores fortid under Guds tilgivelse
- at vi kan leve vores nutid under Guds kærlighed
- at vi kan gå ind i fremtiden under Guds forsyn.
Og i den tro og det håb kan vi fatte mod til at møde dét, der venter os – livet og hinanden.

Leder juni 2018

Der er et gen, som de fleste mænd mangler. Ja, det kan godt være, at der er mere end ét, men det vil vi nu lade ligge. Det bestemte gen, jeg tænker på, det er det, vi kunne kalde ose-genet.
Det er heller ikke alle kvinder, der har det, men vi er nu en del.
”Har du brug for hjælp”, spørger den flinke butiksassistent. ”Nej tak, jeg kigger mig bare lidt omkring.”
vil gerne ha’ sig frabedt at ha’ hende i hælene med det samme.
 
Så bli’r det straks lidt mere forpligtende. Og når man nu bare er med på en kigger. Men selv om man har de bedste intentioner om bare at ose, så kan det jo ske, at der lige er en kjole, der springer på én. Eller man falder lige over noget, man overhovedet ikke kan leve uden.

Jo, vi ser os omkring. Ikke bare i tøj- og skobutikker, men i det hele taget. Det kan såmænd være helt rart at bevare den frihed, der ligger i distancen. Det er nok også derfor, der ikke er det store fremmøde til generalforsamlingerne i de forskellige foreninger. Det er ikke engang sikkert, at man får mad, ligesom ved bankernes generalforsamlinger. Og man kan oven i købet risikere at blive valgt. Og nå ja – det samme gælder så også ved menighedsrådenes opstillingsmøder.
Nu skal det jo heller ikke blive alt for forpligtende.
 
Lad mig nu lige se, om der er noget, jeg kan bruge til noget. Hvad er der i det for mig?
Og jeg ku’ da også lige stikke næsen indenfor i kirken. Hvad har de på hylderne her?
 
Eller jeg ku’ ose lidt i nogle af de andre religiøse butikker.
Hvor er der noget, der siger mig noget?
 
”Har du brug for hjælp?” – Nej, jeg ser mig bare lidt omkring.
Det ka’ godt være, at vi ikke finder noget.
 
Men vi risikerer at blive fundet. Og det er jo straks en anden sag.
 
For der sker noget med os, når Gud finder os. Vi hives ud af tilskuerrollen.
Det er nemlig langt større end at shoppe rundt og prøve lidt af hvert, også når det gælder det åndelige liv. Det er stort at være med i kærlighedens fællesskab, hvor der er en, der lever med i mit liv – ja, bærer med – der hvor jeg ikke bliver svigtet, men tilgivet. Der hvor jeg bliver rejst op igen, når jeg snubler og ikke kan finde ud af det hele. Men det er et fællesskab, som jeg aldrig kan være med i på afstand – sådan bare på en kikker – for i kærlighedens fællesskab bliver jeg altid involveret.
 
Der kan ske de forunderligste ting, når Gud finder os. Glæden kan få tag i os, og så kan alt jo ske. Småligheden, at rage til sig, at holde krampagtigt på sit eget må vige for rummelighed, store armbevægelser og generøsitet.
 
Den gavmilde glæde, den som ingen kan rumme selv og holde for sig selv. Den, der må deles.
 
Og, forunderligt nok, jo mere glæden deles, jo mere bliver der af den.
 
Det er ikke umiddelbart indlysende, at det forholder sig sådan. Lagkager bliver f.eks. ikke større af at blive delt; penge heller ikke. Og dog – jeg får ganske vist færre penge selv, hvis jeg deler med nogen eller deler ud af dem, men måske bliver jeg alligevel rigere.
 
Hvor er det godt og vidunderligt, at det forholder sig sådan, som Grundtvig skriver det i den kendteste af alle bryllupssalmer:
Det er så yndigt at følges ad, for to som gerne vil sammen være
Da er med glæden man dobbelt glad og halvt om sorgen så tung at bære.
 
Det gælder i ægteskabet, og det gælder i det hele taget:
Delt glæde er dobbelt glæde og delt sorg er halv sorg.
 
Gid at vi tør det, dele med hinanden. Og igen: det er ikke en sag for tilskuere eller for den lunkne interesse – det er en hjertesag.

Rigtig god sommer
Kirsten Lundager

Påske 2018 

Fra gråd til latter… eller fra gråd til glæde.

Det er påskens overskrift: fra gråd til glæde – fra langfredag til påskemorgen – fra kors til en tom grav – fra gråd til glæde.

En kollega fortæller om et påskebillede:  Det er lavet af nogle skole­børn.

Man ser et kors. Et tomt kors. Jesus er der ikke mere, men hans sil­huet er der – en forgyldt kontur af en skikkelse. Med armene bredt ud til velsignelse af beskueren.

Øverst på korset har børnene lavet et skilt med en indskrift. Der står: den opstandende. Og man tænker – Nå, ka’ de børn nu heller ikke stave, og kunne læreren ikke godt have rettet det. For det hedder jo: den opstandne.

Med lad os nu endelig lade fejlen stå. Hvis det da er en fejl?

Den er i hvert fald sigende: Den opstandende betyder, at det ingen ende vil ta’; det er i gang, og det fortsætter i en uendelighed.

Nej – opstandelse er ikke bare et guddommeligt under, der skete engang for ca. 2000 år siden, da Guds søn gik ud af graven.

Der er sluppet kræfter løs, der er stærkere end hvad som helst – selv døden.

Det er kærligheden, der er på færde. Og selv om vi alt for ofte udsæt­ter den for attentatforsøg, så får vi ikke held med det. Den popper op igen – her og der og alle vegne, og hvor man mindst havde ventet det.

Kom og se stedet, hvor han lå… siger englen til kvinderne. Ja, for de må ind i graven for at kunne gå ud i lyset igen.

Nøjagtig som vi må. Så vi ikke stirrer os blinde på tomheden.

Der er endnu en detalje på børnenes kunstværk. De har viklet en lille lyskæde omkring korsarmen. Ved den har de sat en orange post-it-seddel, hvorpå der står:

Husk at tænde lyskæden.

Og det er, hvad vi gør påskedag. Korset er tomt; graven er tom, op­standelsens lys gennemlyser begge dele.

Den opstandende er Jesu Kristi usynlige Ånd, der favner og vækker liv, hvor vi mindst aner det. Hver gang vi tror og håber og tager mod til os, så er opstandelseskræfterne på spil. Hver gang vi tilgiver og forsoner os med hinanden og med livet, og tror, at det ender godt, så er opstandelsen gået os til hjertet. Herfra kan den brede sig og, om Gud vil, endda stige os til hovedet.

Håbet er sluppet løs i hele verden.

Gud give, at vi ikke bliver håbløse.

Troen er sluppet løs i hele verden.

Gud give, at vi ikke bliver troløse.

 

Glædelig påske.
Kirsten Lundager

ADVENT Præstens leder i kirkebladet december 2017

1. søndag i advent tog vi hul på et nyt kirkeår. Et gammelt er gået, og vi gik med.

Nogle gik mange gange, andre færre og få. Nogle gik, fordi de var særligt indbudte – til dåb, vielse eller begravelse – andre gik ganske frivilligt, bare fordi de havde lyst og gerne ville.
Nogle af os var der, fordi vi er ansatte til det, hvilket absolut ikke udelukker glæden ved at være der.
For vi er stadig nogle i det her land, der bærer rundt på den underlige tilbøjelighed, at vi godt kan lide at gå i kirke. Vi er blevet afhængige af den danske højmesse. Og der er såmænd ingen grund til at gå på afvænning.

I en fremmedgjort verden finder vi livgivende oaser i kær-ligheden, kunsten og kirken (citat fra Kr. Dagblad).

Det gør godt at få sat ord på, hvorfor vi bevæger os i kirke, og hvorfor, man skulle ta’ og bevæge sig i kirke: fordi det er livgivende.
Og samtidig kan man godt undre sig meget og længe over, at det ikke er alle, der gør det. For vor Herre og kirken har så meget at byde på. Noget, vi ikke får og ikke kan få andre steder: en tiltrængt ro, fred, tilgivelse, trøst, skulderklap, spark og appetit på både liv og søndagsfrokost.
Der er ingen andre steder, vi kommer i så godt selskab. Fordi vor Herre selv er vært.
Jo, vi der har været der før, har også hørt historierne før. Og det er de samme historier, vi skal høre i det kommende kirkeår: Om Gud, der blev menneske i barnet Jesus. Om Guds søn, der forkyndte, prædikede, helbredte og gjorde godt, at han døde, opstod, for til himmels og sendte sin hellige Ånd over menneskene.
Tiden står aldrig stille, og jo ældre vi bli’r jo hurtigere går den. Eller sådan fornemmer vi det. Og det er selvfølgelig noget vrøvl, for tiden går nu engang med den hastighed, tiden går med.
Men der er altid noget nyt på vej. Selv i kirkens verden. Som måske ellers er det langsomste sted overhovedet. Og det skal man nu ikke altid være ked af. Men selv her er der altid forandringer på vej; nye måder i stort og småt. Der er noget som bare kommer, og andet som vi selv arbejder med på.

Det nye kirkeår er skiftedag i stort og småt. Tiden er ikke mere den samme, selvom vi fører mange gentagelser med os.
Tiden skifter, de grå novemberdage glider ind i lyset fra kirkeårets store højtid.
Hverdagstid er på vej til at blive til højtid. Og om ikke mange dage bukker mørket under, og vintersolhvervet kommer og lægger - minut for minut - lys til vores liv.
Og så kommer julen, bringer velsignet bud og sætter sin trumf på af lys og glæde og fred over jorden.
Og derfor synes de fleste af os, at december er en dejlig tid. På trods af travlhed og overophedede dankort.

Kirken skifter også sin liturgiske farve.
I den lange trinitatistid, der begynder lige efter pinse, er den grøn. Her i adventstiden er den violet. Fra gammel tid, i de katolske århundreder, med præg af bøn og bod og indadvendthed. Nu mere et symbol på at holde sig rede til, det der skal komme.
Kirkens små haver på kirkegården har skiftet deres efterårsbrune farve til det vintergrønne dække af prydelig gran.
Og i kirkens rum skifter vi tekstrække.
Jo, det er blevet advent, og advent har noget at sige: Først og fremmest det, at vi har noget i vente. Herrens dage kommer, som et nådeår for Herren og fra Herren.
Hvordan vi end har kirke her hos os, så er den her for at fortælle os om den kristendom, vi er døbt ind i. Den er her for at forkynde den Gud, vi er kommet til at høre til – at han lover os et nyt og nådigt år, som vi så bare må håbe, at vi kommer til at opleve.

Glædelig advent og jul
Kirsten Lundager
Bladr ned på siden for at se flere ledere
Saksild og Nølev sogne | Saksild Kirke, Dyngbyvej 5, 8300 Odder - Danmark