Præstens ledere til kirkeblade

Jul, jul, jul

I radioen er der et program, der hedder: ”Klog på sprog”.
Der deltager nogle kendte og semikendte danskere, og det handler selvfølgelig om ord og sprog.
Sidste år op til jul medvirkede Flemming Jensen.
Han fik bl.a. til opgave at omskrive de første linjer af Juleevangeliet til noget lidt mere hverdagsagtigt dansk.
”Det vil jeg ikke”, sagde han. Meget bestemt – og med den begrundelse, at man ikke skal gøre alting fladt. Det sprog, vi skal høre i kirken er ikke det samme sprog som rundt om spisebordet eller i klasselokalet.
 
Nu er der selvfølgelig blevet pillet ved juleevangeliet op igennem årene. Da jeg var barn, var Maria frugtsommelig, i nutidens oversættelse venter hun et barn. Hvor er det godt, at hun ikke er gravid. Så bliver det for teknisk og upoetisk. Førhen skulle man skrives i mandtal, nu skal der holdes folketælling.
Det gør nu ikke noget, men det er en balancegang, for der er meget stor forskel på fladt og forståeligt.
Og hvis vi vil påstå, at vi ikke forstår, hvad der bliver sagt i kirken, så er det kun, fordi vi er blevet for fine på den og tror, at vi kan sige det bedre selv.

Hvorom alting er: Det er de samme, vi møder: der er kejser Augustus og statholderen Kvirinius; der er Maria og Josef; der er hyrderne og englene.
Og nå ja – så er der jo også Jesus, og Gud bedre selskabet, om han ikke havde været der.
Ellers havde vi jo heller ikke været her, kan man sige. Og vi havde ingen kirke haft. Eller kristendom for den sags skyld.
Tænk, om det nu havde været julemanden, der lå i krybben.
Det kan man faktisk godt fristes til at tro. Langt de fleste medier og julekalendere fastholder med indædt munterhed, at det er julemanden, der kommer til jul.
 
Bevares; der er ikke noget galt med julemanden. Han er harmløs og fri fantasi. Lad ham endelig komme med bjældeklang og kanestøvler og Rudolf med den røde tud og lad ham da også bare kysse mor.

Men han er ikke kommet for at blive. Efter jul er han pist væk, medmindre han da sidder fast i skorstenen.
 
Der er en verden til forskel på julemanden og Jesus:

Den ene er fra Grønland; den anden er fra Himlen. Den ene er evigt gammel; den anden altid ung; den ene kommer kun én dag om året, den anden er med os alle dage indtil verdens ende.
Den ene er for sjov; den anden er for alvor.
Julemanden har kun godt og gaver med til de gode.
 
Det er ikke til julemanden, vi bærer vores små børn, men til ham, der ta’r dem i favn og lægger hænderne på dem og velsigner dem. Han spørger ikke først, om det nu også er en artig dreng eller pige eller en tilstrækkelig from voksen, der står foran ham. Med åbne arme tager han imod os, her og nu og til evig tid.

Er det ikke underligt, at vi er meget mere optagede af julemanden.
 
Forstå det, hvem der kan.
 
Men heldigvis og Gud ske lov er der ingenting, der står og falder med, hvad vi er optaget af.
 
Himlen sætter sig igennem også i Bethlehem, der er på den anden ende.
For kejseren har jo bestemt, at alle høveder og hoveder skal tælles.
Det var ikke andet, end man kunne forvente. Det er sådan noget kejsere og andre magthavere er helt vilde med.
For de elsker tal. Ligesom alt for mange andre voksne.
 
Som den lille prins siger det i bogen af samme navn:
”De voksne elsker tal. Når man kommer og fortæller dem om en ny ven, spørger de aldrig om noget væsentligt. De siger aldrig: ”Hvordan lyder hans stemme? Hvad vil han helst lege? Samler han på sommerfugle? – Nej, de spørger: Hvor gammel er han? Hvor mange søskende har han? Hvor meget vejer han? Hvor mange penge tjener hans Far? Først da tror de, at de kender ham. Sådan er de voksne nu engang, og man skal ikke bære nag til dem af den grund. Børn må være meget overbærende overfor de voksne. Men naturligvis er vi, der kender livet, ganske ligeglade med tal.”
 
Ja, hvad er det, der tæller? For kejseren er det tal. Og hvad er der blevet af kejserne – en kage og et bolche – napoleonshat og bismarcksklump.
 
For julemanden er det artigheden, der tæller – god og ulastelig opførsel. 
Og hvad bliver der af ham?
Ja – ham skænker vi ikke en tanke før næste jul.

Og for Gud, hvad er det, der tæller for Ham? –
JA, det er også det Bethlehemsbarnet og senere den voksne Jesus lærer os – hvad der tæller for Gud:
Fattige og forfrosne hyrder, en fattig enke, der gav et par småører, en forræder, et barn, et sennepskorn, en lille spurv, en fortabt søn, et bortløbet får – alt det, der intet er i verdens øjne.
Og hvad med os? Hvad er dét, der tæller? Er det, hvor mange gaver der ligger til os under træet, hvor meget de har kostet?
Og er det også dét, vi tror tæller mest for børnene?
Er det ved nærmere eftertanke ikke alt dét, der ikke kan pakkes ind:
Forfatteren til ”Den lille prins” siger: ”Da jeg var lille, var det også skæret fra juletræet, midnatsmessens orgeltoner og mildheden i mine kæres smil, der skabte stråleglansen om den julegave, jeg fik.” – Og den lille prins tilføjer: ”Der gælder om at søge med hjertet.”
 
Deri er vor Herre ganske enig: Det gælder om at søge med hjertet, så vi også kan se det store i det små. Og i hinanden.

Glædelig jul

Præstetanker september 2018

I medgang og modgang 
Hver dag handler om mod: livsmod, gå-på-mod, kampmod.
Det kræver mod at stå ud af sin seng hver morgen, for vi ved ikke, hvad der venter os.
Det kræver mod at gå ud ad sin dør, for vi ved ikke, hvad der møder os. Eller hvem, der møder os.
Det kræver mod at gå i kirke, for vi ved ikke, hvad de andre tænker om os.
Det kræver mod at åbne munden for at tale eller synge, for vi ved ikke, om de andre synes, at vi hellere skulle have holdt mund.
Det kræver mod at starte virksomhed. Det kræver mod og tålmod at være landmand, satse på, at det nok skal gå. – I medgang og modgang.
Jesus havde det – modet.
Så han gik til kamp - mod dødbideriet, mod svigt og fejhed, mod ligegyldigheden, mod frygten. For at give mennesker mod.
Og det kom ham dyrt at stå.

Jeg læste et interview i en lokalavis – eller rettere en samtale mellem en præst og en fast kirkegænger. De findes jo heldigvis stadig – Gud ske lov – for ellers måtte vi jo lukke og slukke. For kirken er bygget af levende sten.
Det særlige ved denne kirkegænger var, at han var kandidat for en¬hedslisten til kommunalvalget. Og det er vist ikke kun en fordom at hævde, at det ikke er dette partis medlemmer, der i al almindelighed fylder mest på kirkebænkene.
Men ham her gør, og hans venner og partifæller siger, at det er godt nok langt ude.
Når gudstjenesten begynder, er han klar til at blive talt til: ”Jeg oplever, at der bliver talt til mig personligt, og jeg bliver løftet og får perspektiv på mine egne personlige problemer. Bekymringerne letter, og jeg kan trække vejret lidt friere.
Det kan godt være man siger, ar religion er opium for folket, for mig er det også et los bagi til at leve et ordentligt liv.”

Tænk, hvis manden har ret, at der virkelig er noget at komme efter ved gudstjenesten. Noget, som ikke bare bliver i kirkerummet, når gudstjenesten er forbi, men noget, som vi kan tage med os ud i hver vores hverdag. Noget som gir os mod til hver dag at se livet i øjnene og tage livtag med der. Noget som gir os syn og sans for proportioner og blik for hinanden. For, som han også siger: ”Det er jo utroligt, hvad kærlighed kan forandre.”
Vores liv er som en rejse fra Jerusalem til Jeriko. Fra vugge til grav. Undervejs er der farer og risici.
Vi rejser med livsmod og gå-på-mod, men sommetider svigter modet.
Undervejs møder vi megen godhed. Men vi møder også præster og levitter, som går forbi uden at løfte en finger. Og det kunne også være dig eller mig.

Men vi er ikke alene på rejsen. Aldrig nogensinde. Hverken på vejen eller i grøften. Vi bliver båret af de ord, vi hørte, da rejsen begyndte. ”Se, jeg er med dig alle dage indtil verdens ende.”
Derfor kan vi håbe og tro:

- at vi kan gemme vores fortid under Guds tilgivelse
- at vi kan leve vores nutid under Guds kærlighed
- at vi kan gå ind i fremtiden under Guds forsyn.
Og i den tro og det håb kan vi fatte mod til at møde dét, der venter os – livet og hinanden.

Leder juni 2018

Der er et gen, som de fleste mænd mangler. Ja, det kan godt være, at der er mere end ét, men det vil vi nu lade ligge. Det bestemte gen, jeg tænker på, det er det, vi kunne kalde ose-genet.
Det er heller ikke alle kvinder, der har det, men vi er nu en del.
”Har du brug for hjælp”, spørger den flinke butiksassistent. ”Nej tak, jeg kigger mig bare lidt omkring.”
vil gerne ha’ sig frabedt at ha’ hende i hælene med det samme.
 
Så bli’r det straks lidt mere forpligtende. Og når man nu bare er med på en kigger. Men selv om man har de bedste intentioner om bare at ose, så kan det jo ske, at der lige er en kjole, der springer på én. Eller man falder lige over noget, man overhovedet ikke kan leve uden.

Jo, vi ser os omkring. Ikke bare i tøj- og skobutikker, men i det hele taget. Det kan såmænd være helt rart at bevare den frihed, der ligger i distancen. Det er nok også derfor, der ikke er det store fremmøde til generalforsamlingerne i de forskellige foreninger. Det er ikke engang sikkert, at man får mad, ligesom ved bankernes generalforsamlinger. Og man kan oven i købet risikere at blive valgt. Og nå ja – det samme gælder så også ved menighedsrådenes opstillingsmøder.
Nu skal det jo heller ikke blive alt for forpligtende.
 
Lad mig nu lige se, om der er noget, jeg kan bruge til noget. Hvad er der i det for mig?
Og jeg ku’ da også lige stikke næsen indenfor i kirken. Hvad har de på hylderne her?
 
Eller jeg ku’ ose lidt i nogle af de andre religiøse butikker.
Hvor er der noget, der siger mig noget?
 
”Har du brug for hjælp?” – Nej, jeg ser mig bare lidt omkring.
Det ka’ godt være, at vi ikke finder noget.
 
Men vi risikerer at blive fundet. Og det er jo straks en anden sag.
 
For der sker noget med os, når Gud finder os. Vi hives ud af tilskuerrollen.
Det er nemlig langt større end at shoppe rundt og prøve lidt af hvert, også når det gælder det åndelige liv. Det er stort at være med i kærlighedens fællesskab, hvor der er en, der lever med i mit liv – ja, bærer med – der hvor jeg ikke bliver svigtet, men tilgivet. Der hvor jeg bliver rejst op igen, når jeg snubler og ikke kan finde ud af det hele. Men det er et fællesskab, som jeg aldrig kan være med i på afstand – sådan bare på en kikker – for i kærlighedens fællesskab bliver jeg altid involveret.
 
Der kan ske de forunderligste ting, når Gud finder os. Glæden kan få tag i os, og så kan alt jo ske. Småligheden, at rage til sig, at holde krampagtigt på sit eget må vige for rummelighed, store armbevægelser og generøsitet.
 
Den gavmilde glæde, den som ingen kan rumme selv og holde for sig selv. Den, der må deles.
 
Og, forunderligt nok, jo mere glæden deles, jo mere bliver der af den.
 
Det er ikke umiddelbart indlysende, at det forholder sig sådan. Lagkager bliver f.eks. ikke større af at blive delt; penge heller ikke. Og dog – jeg får ganske vist færre penge selv, hvis jeg deler med nogen eller deler ud af dem, men måske bliver jeg alligevel rigere.
 
Hvor er det godt og vidunderligt, at det forholder sig sådan, som Grundtvig skriver det i den kendteste af alle bryllupssalmer:
Det er så yndigt at følges ad, for to som gerne vil sammen være
Da er med glæden man dobbelt glad og halvt om sorgen så tung at bære.
 
Det gælder i ægteskabet, og det gælder i det hele taget:
Delt glæde er dobbelt glæde og delt sorg er halv sorg.
 
Gid at vi tør det, dele med hinanden. Og igen: det er ikke en sag for tilskuere eller for den lunkne interesse – det er en hjertesag.

Rigtig god sommer
Kirsten Lundager

Påske 2018 

Fra gråd til latter… eller fra gråd til glæde.

Det er påskens overskrift: fra gråd til glæde – fra langfredag til påskemorgen – fra kors til en tom grav – fra gråd til glæde.

En kollega fortæller om et påskebillede:  Det er lavet af nogle skole­børn.

Man ser et kors. Et tomt kors. Jesus er der ikke mere, men hans sil­huet er der – en forgyldt kontur af en skikkelse. Med armene bredt ud til velsignelse af beskueren.

Øverst på korset har børnene lavet et skilt med en indskrift. Der står: den opstandende. Og man tænker – Nå, ka’ de børn nu heller ikke stave, og kunne læreren ikke godt have rettet det. For det hedder jo: den opstandne.

Med lad os nu endelig lade fejlen stå. Hvis det da er en fejl?

Den er i hvert fald sigende: Den opstandende betyder, at det ingen ende vil ta’; det er i gang, og det fortsætter i en uendelighed.

Nej – opstandelse er ikke bare et guddommeligt under, der skete engang for ca. 2000 år siden, da Guds søn gik ud af graven.

Der er sluppet kræfter løs, der er stærkere end hvad som helst – selv døden.

Det er kærligheden, der er på færde. Og selv om vi alt for ofte udsæt­ter den for attentatforsøg, så får vi ikke held med det. Den popper op igen – her og der og alle vegne, og hvor man mindst havde ventet det.

Kom og se stedet, hvor han lå… siger englen til kvinderne. Ja, for de må ind i graven for at kunne gå ud i lyset igen.

Nøjagtig som vi må. Så vi ikke stirrer os blinde på tomheden.

Der er endnu en detalje på børnenes kunstværk. De har viklet en lille lyskæde omkring korsarmen. Ved den har de sat en orange post-it-seddel, hvorpå der står:

Husk at tænde lyskæden.

Og det er, hvad vi gør påskedag. Korset er tomt; graven er tom, op­standelsens lys gennemlyser begge dele.

Den opstandende er Jesu Kristi usynlige Ånd, der favner og vækker liv, hvor vi mindst aner det. Hver gang vi tror og håber og tager mod til os, så er opstandelseskræfterne på spil. Hver gang vi tilgiver og forsoner os med hinanden og med livet, og tror, at det ender godt, så er opstandelsen gået os til hjertet. Herfra kan den brede sig og, om Gud vil, endda stige os til hovedet.

Håbet er sluppet løs i hele verden.

Gud give, at vi ikke bliver håbløse.

Troen er sluppet løs i hele verden.

Gud give, at vi ikke bliver troløse.

 

Glædelig påske.
Kirsten Lundager

Bladr ned på siden for at se flere ledere
Saksild og Nølev sogne | Saksild Kirke, Dyngbyvej 5, 8300 Odder - Danmark