Præstens hjørne

HØSTTANKER Præstens leder i kirkebladet september 2017

”Det var så dejligt ude på landet; det var sommer! Kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange, røde ben og snakkede ægyptisk, for det sprog havde han lært af sin mor. … Jo, der var rigtignok dejligt derude på landet.”

Det er en del år siden, H.C. Andersen skrev sådan.

Og det er ikke længere det samme ude på landet.

Og storken er her heller ikke længere; måske fordi den kun kan tale ægyptisk, og det er så svært at lære dansk.

Vi bliver færre og færre, der synes, at det er så dejligt herude på lan­det. Folk vil til byen. Det er dér, de vil bo!

Landmanden synes garanteret også, det efterhånden er knap så dej­ligt. Han ved, at det i den grad er op ad bakke, og selv om han slider, er det alligevel ikke sikkert, at det kan gå.

Så hvad skal han gøre? Skal han lægge produktionen om; skal han gå over til økologi eller slå sig på insekter, for det er den nye trend?

Og her tales også allerede om dyrevelfærd, hvordan man så ellers kan konstatere, om en fårekylling eller en melorm har det godt!!

Sidste år udkom en bog, der hedder: ”Hva’ skal vi med landbruget?”

Og vi ku’ jo prøve at stille os selv det spørgsmål?

Og svaret er vel enkelt nok for os, der bare er forbrugere: Landbruget skal sørge for, at vi kan købe god mad. Landbruget skal være her, for hvis først det forsvinder helt, så er der i hvert fald slet ikke dejligt ude på landet.

Og hvis landbruget forsvinder, så er det ikke kun byfolket, der mister jordforbindelsen. Så gør vi det alle sammen.

Det er også derfor vi må i kirke. For ikke at miste jordforbindelsen.

For stadigvæk at kunne synes, at der er dejligt ude på landet, eller i det hele taget, at dejlig er jorden.

Høsten er først og fremmest taknemmelighedens tid.

En høstgudstjeneste er en takkegudstjeneste. Først og fremmest med tak for høsten, uanset, hvordan den blev, og hvordan det står til.

Den er også en tak for maden, for fællesskabet, for livet. For de kræfter og det overskud, der gør livet muligt at leve. Og for de ord, der smager som nybagt brød.

Kirsten Lundager

Præstens leder i Kirkebladet juni 2017  

Vi vil alle sammen gerne være noget særligt. Det er dejligt at føle sig udvalgt og uundværlig. Så selvfølgelig vil vi gerne være noget særligt – i vore børns øjne, i vennernes, i vore forældres, vores ægtefælles eller kærestes. 
Det siger sig selv. De mennesker, der formår at få os til at føle os som noget særligt, dem sætter vi særlig pris på. Det siger også sig selv. Vi har behov for at føle os elskede, afholdte. At det ikke er lige meget, om vi er her. At vi gør en forskel i nogle andre menneskers liv.
Men det er tilsyneladende ikke nok. For det såkaldt moderne menneske.
For vi vil i det hele taget være noget særligt. Ikke bare for vore nære og nærmeste, men i det hele taget.
Og kræver derfor særbehandling. Det der med bare at føje sig ind i traditionen, det duer ikke rigtigt. Eller bare være en del af et fællesskab.
Og der kunne nævnes utallige eksempler på, at det er sådan, det er: Lærerne kan fortælle om en ny børnekarakter, der ikke orienterer sig efter fællesskabet. De kan ikke vente til det bli’r deres tur, men kræver opmærksomhed her og nu. Og når 25 gør det på én gang og synes, at de er i deres gode ret til det – ja, så truer kaos.
Grupperejser er yt, vi vil selv iscenesætte, ikke bare være en del af den gruppe, der lydigt trasker af sted efter rejselederen.
Og det samme gælder også på det religiøse område. Flere og flere danskere nævner kristendom og tro som værdier.
Alligevel er der ikke flere, der går i kirke. Antallet af kirkelige vielser falder. Og dåbstallet falder.
Ja, for man vil ha’ sin egen særlige religion. Og den tænker ikke i fællesskaber. Man vil særprofilere sig. Ikke bare være en del af en menighed.
Det er som om, at det alle kan få – det er man ikke interesseret i. Nej, man vil ha’ noget særligt, være noget særligt – og ha’ særbehandling.

Der var engang en lille mand, der hed Thummelumsen. Det vil sige – det hed han ikke, han hed Emanuel Thomsen. Men fordi han var sær og forkrøblet og tummelumsk i hovedet, blev det til Thummelumsen. Han er een af personerne i Gustav Wieds roman ”Livsens Ondskab”. Thummelumsen har kun een ambition her i livet. Han vil VÆRE noget. Han bukker og skraber for de fine i byen, og han har rig lejlig-hed til det, for han er opvarter i Ædedolkenes Klub, hvor de kommer alle sammen. Han vil være som dem, han vil have økonomisk og social magt. Han vil spise kirsebær med de store.
Hjemme bor han sammen med sin mor, og her er det ham, der er stor og mægtig og behandler sin mor med samme foragt, som han selv bliver behandlet med ude i byen.
Og hele hans ambition udkrystalliseres i et inderligt ønske om at kunne købe den fædrene gård, Møllegården, tilbage. ”En vil have gården tilbage, mor Karen.”, siger han gang på gang. Og det får han – for han vinder tolv et halvt tusind kroner på et kvartlod i lotteriet.

Og hvad bliver det så til? Ja, i hvert fald ikke til den lykke, Thum-melumsen har drømt om. Tværtimod. Da Overlæreren og Tolderen kommer på besøg og i høje toner lovpriser alt, hvad de ser, da siger Thummelumsen: ”Hvad nytter det altsammen? Hvad nytter det – naar Glæden ikke vil spire?” Og hjælpeløsheden lyser ud af øjnene på ham, da han tilføjer: ”En burde vist aldri’ ha sine Ønsker opfyldt her i denne Verden.”

Hvorfor går det sådan?

Fordi ambitionen er tom. Der er ikke noget i den andet end ønsket om magt. Det er denne ambition, Gustav Wied i sin satire fremstiller som selve ”Livsens Ondskab.” Den æder folk op inde fra og har det med at gøre dem mere og mere afstumpede, jo mere magt de får.

Eller som Jesus siger det: ”I ved ikke, hvad I beder om.”

Har man ingen anden ambition her i tilværelsen end at sikre særbehandling for sig og sine og blive til noget stort og fint, så bliver livet for alvor en lidelse, glædesløst og tomt, som den stakkels Thummelumsen måtte erkende det. Han var hverken den første eller den sidste til at gøre den erfaring.

Den virkeligt livskraftige ambition med vort liv, det må være, at vort liv må blive sandt. Netop for livets og glædens skyld. At vi må kunne give og tage imod kærlighed. At vi må kunne engagere os i hinandens ve og vel og være en del af fællesskabet. Også når vi synes, vores egen lykke vakler. At vi må kunne se andres glæde uden at få livsens ondskab i øjnene.

At vi må kunne se glæderne - også, når sorgerne rammer. Have øje for, hvad der er at være taknemmelig for, selv når vi mister.
Knytte os til hinanden, selv om det medfører, at vi bliver afhængige, sårbare og til tider afmægtige.

Kun når man tager sit liv alvorligt, vil man noget. For så vidt er ambitionerne gode at have.
Men det er kærligheden vores ambition må gælde. Ikke magt og herlighed. For kun sådan kan verden blive et bedre sted for alt og alle. Og når vi så alligevel kommer til at forkludre livet for os selv og for hinanden, eller når det går helt i hårdknude for os – da gør det godt at høre, hvad Guds egen ambition er: Den er alene den tilgivelse og kærlighed, der gør os hver især til noget ganske særligt i Hans øjne.

Kirsten Lundager

Tanker fra en kirkebænk….

Til gudstjeneste på Midfaste søndag i Nølev Kirke, netop på den første forårs søndag?
Hmmmm?

Fyldt af glæde over livets under.

Solen skinner.
Lærken triller, viben flakser -  det er blevet sommertid!
Vi sidder ved morgenbordet og kan se, at denne midfaste søndag -  den første søndag med sommertid -  på alle måder inviterer til årets første sejltur, en gåtur Tunø rundt og frokost i det fri.
Jo, vi kan nå det, hvis vi springer gudstjenesten over!
Og det er jo blot midfaste, vi kender evangelieteksten, som aldrig bliver for gammel, og altid kan sættes i en nutidig kontekst forståelse:mere end nogensinde har vi behov for at forstå den!

Men ... det ved vi jo godt. Så …
Så vi kunne springe den over - gudstjenesten!  Men fruen holder fast, til kaptajnens fortrydelse!
Dog varer den ikke længe, den fortrydelse:

I Nølev Kirke er bænkene fyldt op som var det en påskedag!
Dejlig livlighed møder os, mange er i kirke, også unge -  familier og venner til dåbsbarnet; mere end 20 børn, tror jeg, stod rundt om døbefonten under dåben.
En stor del af dem var også med ved nadverbordet.
Nye salmer, gamle salmer, piano og orgel velspillet i dejligt tempo, og en glad og syngende menighed.
- alt gik op i en højere enhed!
Og Kirsten formåede, som altid, at sætte teksten ind i en sammenhæng, så prædiken ramte os, på den gode måde.
Evangelie teksten som handler om den store overflod, og om hvordan Jesus bespiste 5000 med 5 brød og 2 fisk.
Vi fik dejlig åndelig føde med hjem, som nærer og rækker til en hel uge og mere til.
Teksten er aktuel som aldrig før:
Underet viser os, hvordan Guds kærlighed ikke er begrænset eller kun rækker til nogle få.
Men det kan også forstås som en opfordring til os om at dele med hinanden.
Ikke blot de materielle goder, men det der giver livet mening og fylde.

Det - der med kærlighed gives videre, bliver til mere, end det var.

Der blev givet med kærlighed, - det var umuligt ikke at give hinanden et smil  og udtrykke glæden ved at være sammen - om dette afbræk fra alle de mange begrænsninger, vi kan lægge på os selv.

Fyldt af glæde over livets under
- drog vi fra kirke!
Vi nåede Tunø med solen om styrbord.
Lærkerne var der stadig, måske hørte vi dem endnu mere livsbekræftende trille.

Anna Birte Sparvath

Præstens leder i Kirkebladet, marts 2017

Medierne har altid travlt i forbindelse med højtiderne. Vi skal ha’ tallene på bordet og smidt i hovedet. 
Til jul så handler det om, at der er alt for mange, der går i kirke, eller at folk netop kun kommer i julen. Til påske handler det om, at der er alt for få.
Medierne undrer sig over, at der er så mange, der er medlemmer af folkekirken og så få, der går i kirke.
For et par år siden viste TV-avisen billeder fra en påskegudstjeneste i en københavnsk kirke.
Man så den ene halvdel af kirkeskibet og kunne vel nogenlunde tælle til syv i det store kirkerum. Man så en præst, der lignede Grundtvig til forveksling. På Grundtvigs gamle dage, vel at mærke.
Tilfældigvis talte jeg med én, der havde været til stede ved den gudstjeneste: ”Vi var mange”, sagde han; ”vi sad bare i den anden side, end hvor der blev filmet!”

”Han tog realen med”, siger én af Niels Hausgaards personer. ”Den er der ingen, der kan ta’ fra ham”. Hvortil den anden svarer:
”Er der da nogen, der vil det?” Jeg har det lidt på samme måde med påskens glædelige budskab – opstandelseshåbet.
– Det er der ingen, der ka’ ta’ fra os. Men er der da nogen, der vil det? Og ja – det er der. Medierne gør, som sagt, hvad de kan.
Kirkegængere skal helst udstilles som de rene tåber. Og det er så heller ikke så få, som de gerne vil have os til at tro!

Og ateistisk selskab er også hele tiden på krigsstien: Husk nu at melde dig ud af folkekirken. Den ene kampagne efter den anden.
De må synes, at den er meget farlig, kristendommen, siden de bruger så mange kræfter på at bekæmpe den.

Ka’ vi da ikke bare få lov at være i fred?
Lad os da sidde på kirkebænken med vores stille glæde over påskemorgen og en tom grav.
Nyde musikken og salmerne. Kirkerummet.
Vi har jo ikke til hensigt at gå ud og starte en hellig krig. Vi finder
heller ikke på at lægge en bombe på Odder Banegård.
Vi er fredelige folk. Vi vil bare ha’ lov at ha’ vores påskeglæde i fred.  
Vi vil bare ha’ lov at gå fra kirke med glæden over
at have hørt, at sorg vendes til glæde.
At Gud er stærkere end den død, vi alle sammen skylder ham.
At den ikke har det sidste ord om os og vore kære. At Gud altid har mere at skulle have sagt.
Vi vil bare ha’ lov at gå fra kirke med velsignelsen i ryggen og ordet om, at Gud går med os, at Han vil være i vores liv og være der for os.
Er det for meget forlangt... ? Giv os lov til at gå i kirke uden at hænge os ud som de mest naive fjolser.
Lad os beholde vores påskehåb og troen på opstandelsen.
Lad være med kun at udstille det som et fortidslevn for uoplyste.
Men nej, nej... for nu er der flere, der tror på reinkarnation end på
opstandelsen.
Det var så en overskrift ved påsketid sidste år. Og det passer så meget bedre ind i vores individualistiske selvhjælpstid.
Og hvad så, fristes man til at sige... hvis bare jeg må være fri!
Det evige liv er på mode... I Illustreret Videnskab kan man læse en artikel med overskriften: ”9 trin til udødelighed”. Og så er det bare at gå i gang: Du skal tage kosttilskud, der afbøder dine genetiske ulemper; du skal dyrke motion 5 gange om ugen, og du skal huske at filtrere alt det vand, du drikker!
Så er vi allerede kommet langt... så er vi blevet 10 år yngre på 10 uger, lover de.
Så, hvad kan det ikke ende med; snart kan vi igen begynde i 0. klasse og blive tilset af sundhedsplejersken!
God fornøjelse.... For det er ikke noget, man kommer sovende til. Det er heller ikke noget, man kommer gratis til.
Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad det koster i kroner og ører, men der er i hvert fald en høj pris at betale: prisen for kun at være optaget af mig selv. Kronisk navlepilleri.
Det er for meget. Tænk at skulle bruge sin energi på at styre, hvad vi ikke skal styre.
Verden bliver uudholdeligt lille, når jeg hele tiden skal kigge indad og granske lever og nyrer. Himlen lukker sig over os. Vi mister både proportioner og perspektiv, hvis vi altid kun kan få øje på os selv.
Og tror, at vi skal det hele selv.

Påsken handler om det modsatte: Vi bliver sat ind i en historie.
Sammen med Gud og sammen med hinanden. Himlen åbner sig.
Verden bliver så meget større.
Og vi kan få øje på og øje for vores næste og hinanden.
Selvfølgelig må vi spørge: Jamen, hvad skete der? Hvad er det med den opstandelse?
Og vi må svare ærligt og sige, at vi ikke aner, hvad der skete.
Men der skete noget! Vi ved ikke hvad, der skete, men noget skete!
”Jamen, er det rigtigt?”
”Var der ikke bare nogen, der stjal liget, eller flyttede ham?”
”Er det ikke bare rygter, som hans tilhængere satte gang i?”
”Var det ikke bare fordi, kvinderne gik til den forkerte grav?”
”Er det rigtigt?”

Og vi må svare ærligt og sige, at vi ikke ved, om det er rigtigt.
Vi aner ikke, om det er rigtigt, men vi tror, at det er sandt.
Med hjertet og alle sanser tror og håber vi, at det er sandt
- så sandt som den kærlighed, der møder os og den sol, der varmer os.
Så sandt som at sorg kan vendes til glæde.
Så sandt, som det er sagt.
 
Opstandelseshåbet
 
Ja, det gælder selvfølgelig det evige liv.
Det er også et fremtidshåb.
Og så behøver vi ikke sige mere om det. Den del kan vi trygt overlade til Gud; der er det i de bedste hænder.
Opstandelseshåbet er mest af alt et nutidshåb. Et håb om, at opstandelse kan ske i vores eget liv.
At den sker: Når sorgen vendes til glæde. Når mørket må vige for lyset – også det mørke, der bor i os selv.
Når tilgivelsen er stærkere end naget og fjendskabet. Når kærlighedens magt er stærkere og større end kærligheden til magten.
Det er et livskraftigt håb – opstandelseshåbet. Og det er der ingen, der kan ta’ fra os.
– Er der da nogen, der vil det.. og ja det er der,
men de skal ikke få held til det.

Glædelig påske
Kirsten Lundager

Præstens leder i Kirkebladet november 2016 

JUL

”Jeg elsker den brogede verden”. Det er der en sang, der hedder: ”Jeg elsker den brogede verden”.

Og der er ingen vej udenom – hvis ikke, man elsker den brogede verden, så må man se at få det lært. For sådan er verden – den er broget. Og den er multikulturel. Og den er multireligiøs.

Og det er der ikke noget nyt i. Det var den også dengang. Dengang Jesus blev født.

Det var også et broget foretagende. Og et broget sammenrend: der var fattige hyrder på marken, der var rige konger, der var alle de hårdtarbejdende på herbergerne i Bethlehem. For byen summede af liv, og folk skulle serviceres.

De var strømmet til. Ikke frivilligt. Det var kejseren, der havde beordret det. Han ville have tal på, hvor mange han regerede over. Det var et spørgsmål om magt og skat.

Og nu var de der. Som vi er her – et broget foretagende – store og små, tykke og tynde, lyse og mørke. Nogen, der har let ved at tro og hviler i det, og nogle, som gerne vil tro, men har det svært med det.

Som i Bethlehem i de dage. – Et broget sammenrend. Men vi er her frivilligt. I al vores forskellighed. Og sådan skal det være: for glæden er for hele folket.

Lad os bevæge os ind i stalden. Scenen er sat: Der er de nybagte, lykkelige forældre, der er en flok engle, der er hyrder og får og andre, gumlende, firbenede væsner. Der er konger, som også er vismænd.

Gad vide, hvorfor de er blevet vismænd? Jo, de vidste jo en del om astronomi, forstår vi. De havde studeret og læst.

Men de var nu aldrig blevet vismænd i vores tid. Der skal helt anderledes fart på. Ikke noget med lange ture i kameltempo. Og ja, ja – det kan være godt nok med al den fordybelse, men hvis det nu ikke gavner væksten? Hvad skal det så til for?  - Indvendingerne står i kø… og hvad er det også for nogle mærkelige gaver at komme med – guld, røgelse og myrra. Det er da nok noget af det dummeste, man kan komme med til et nyfødt barn!

Nej, havde de nu været ordentlige vismænd, ja, eller bare kvinder, så kunne de vel godt regne ud, hvad der var brug for: Hvad med en varm flyverdragt, hue og sokker og en pose bleer, som den lille familie kunne ta’ med sig på den lange tur til Ægypten.

Og myrra kan absolut ikke anbefales til sarte babynumser!

Så ja – historiens første julegaver, gaverne som de vise mænd havde med til Jesus, de var absolut ingen nytte til.

Det samme kunne siges om en hel del om de gaver, der ligger under vores eget juletræ. De er heller ingen nytte til.

Vi kunne sagtens overleve uden.

Men man bliver nu så glad for dem alligevel. Der er nogen, der har tænkt på én. Der er en anden, der har haft mig i tankerne. Der er en anden, der har forsøgt at sætte sig i mit sted: Hvad vil hun blive glad for?

Hvem siger, at det hele skal være til nytte? Ja, det gør politikerne, men vi ved heldigvis bedre.

Vi ved godt, at vores liv har to sider. Der er den praktiske side. Det er alt det, der skal nytte. Det er alt dét, der skal fungere. Vi skal have noget at leve af.

Vi skal ha’ tag over hovedet og mad på bordet. Og den laver heller ikke sig selv.

De fleste af os har et arbejde og for at få sådan ét skal man som regel ta’ en uddannelse.

Der er en masse praktiske opgaver. Og det kan især børnefamilierne snakke med om.

Oven i hele familiecirkusset med skole og børnehave, fodbold og klaverspil kommer så alt det andet. Vi skal klippes og ha’ tænderne set efter. Vi skal ha’ målt vores blodtryk, og det er også nyttigt at få vinterdæk på bilen.

Og sådan er der så meget!

Og der er der jo – bogstaveligt talt! Der er så meget. Der er så mange praktiske opgaver, der skal løses, for at vi kan have noget at leve af. For at vi kan overleve. 

Men vi ved det godt. Der er også en anden side af det her liv. Der er den åndelige side. Og nogen vil sige, at den er ingen nytte til, så hvad skal vi egentlig med den?

Men vi ved heldigvis og Gud ske lov bedre.

At sørge for at få mad på bordet har ikke noget med ånd at gøre. Men det har det, når vi er optaget af, at andre også får mad på bordet.

Når vi er optaget af andres ve og vel.

Og af andres glæde. Og ja, det er vi særligt i december. Og det er der ingen grund til at tænke dårligt om. 

Julen hører til på den åndelige side.

At vi overhovedet finder på at fejre jul.

Og ja, det gavner væksten, fordi vi tilsammen bruger en masse milliarder. Men det er jo ikke derfor, vi fejrer julen og lægger os i selen og får Dankortene til at gløde.

”Hjemme hos os fejrer vi jul for at være med til at skabe vækst” – nej vel… det er der ingen, der i deres vildeste fantasi kunne finde på at svare. 

Vi juler det bedste vi har lært. Og hvis vi tænker efter, så er det ingen nytte til.

Hvad nytte er det til at slæbe et træ ind i stuen og pynte det med stjerner og hjerter. Som vi oven i købet har brugt tid på at flette?

Hvad nytte er det til at pynte huset op til jul? Hvad nytte er en adventskrans til?

Hvad nytter det at lytte til juleevangeliet, at synge salmer? Hvad nytter det at gå i kirke?

Nej vel…

Men man bliver nu så glad for det alligevel. 

Vi kunne sagtens overleve uden.

Det store spørgsmål er så, om vi også kunne leve uden.

Ja, det må enhver jo selv svare på. 

Men set herfra, så er det alt dét, der ingen nytte er til, der bærer vores liv.

Dét, der får os til at leve og gi’r os noget at leve for. Ikke at leve af, men at leve for. 

Julebarnet Jesus er Gud selv, der blev menneske. Lod sig føde som én af os.

For, at vi ikke skal være alene. For, at vi skal vide, at Han er der for os.

I dag – og alle dage.

Det barn ville aldrig sig selv. Han ville altid alle andre. Det var dét, han levede for. 

Gud hjælpe os til at lære af Ham.

For det er, når vi glemmer os selv, at miraklet sker. At vi hører og ser. Og ser os om. Og får øje på hinanden. Og øje for.

Så vi vil hinanden: Fællesskabet, solidariteten, kærligheden.

Alt dét, som Himlens barn har favnen fuld. For at gi’ det til os. Så vi kan gi’ det til hinanden.

Så hvorfor ikke bare sige TAK og JA og GLÆDELIG JUL
 
Kirsten Lundager,
præst Saksild Kirke
Saksild og Nølev sogne | Saksild Kirke, Dyngbyvej 5, 8300 Odder - Danmark